Menu

Det handler T-licensen om

KFUM's Boldklub kom i foråret 2018 med i det fine selskab af knap 40 klubber, der har licens til at træne og udvikle særlige talenter i DBU-systemet.

Øverst i systemet ligger A- og B-licenserne. Herefter kommer T-licenserne, og det er sådan én, KFUM har fået tildelt, i første omgang for et år.

Da T-licensen blev lanceret i 2011, forklarede DBU, at dette tiltag primært er rettet mod årgangene U13, U14 og U15.

"Ordningen er målrettet de klubber, der gennem arbejdet med disse spillere over en årrække har vist sig at være et godt første stop på udviklingsstigen, skrev DBU, da kriterierne for licensen blev fastlagt.

Desuden understregede unionen, at licensen giver de bedste spillere mulighed for at blive længere i deres egen klub, end man ellers ser det, ved at udvikle dem gennem frivillig deltagelse i træning af talenter i næromådet.

"Dermed får vi løftet niveauet for udviklingen af de respektive aldersgrupper, ikke kun i egen klub, men også i de omkringliggende klubber, gennem klubsamarbejder", sagde den daværende formand for DBU's licensudvalg, Christian Kofoed. 

                          SPECIALTRÆNING

 Det er også en følge af T-licensen, at alle årgange fra U11 og opefter træner tre gange om ugen. Alle de spillere, som udtages til hold på U15 og opefter, får en fuld tøjpakke af klubben.

 Licensen betyder også, at klubben tilbyder særlig målmandstræning og andre former for specialtræning.

 Alle trænerne i de berørte årgange kan trække på en uddannelse i DBU's system, eller de er i gang med en sådan uddannelse.

                            SCOUTING

I henhold til betingelserne i licensen skal KFUM også udarbejde skriftlige retningslinjer for scouting af/kontakt til spillere udefra.

Her lægges der således vægt på en vurdering af, i hvilke aldersgrupper man bør kontakte spillere udefra. Desuden skal der udarbejdes en plan for, hvordan det sikres, at spillere, der ikke slår til i klubben, fortsat kan fastholdes i fodbold. 

Det har kostet KFUM's Boldklub flere års hårdt arbejde og tusindvis af kroner, før T-licensen kom i hus. Der følger en lang række krav med, og DBU skal løbende opdateres om, hvorledes licensen implementeres. Desuden kommer unionen jævnligt og tjekker, at tingene udføres, som propositionerne foreskriver det, og at såvel de sportslige som de administrative og strukturelle krav bliver overholdt.

KFUM's T+ træner, som han hedder i dette system, er Jan Zirk.