Menu

STÆVNE HVOR ALLE VAR VINDERE

image
Leon Andersen
24. juni 2019 kl. 13:17

Søndag middag lagde KFUM's anlæg grønsvær til et drabeligt lokalopgør mellem de blå-hvide og Roskilde Boldklub (RB).

 

Der blev i den grad løbet og kæmpet, spillet fodbold og sparket på mål, da de to klubbers U5-hold (årgang 2014) mødte hinanden i medaljestævnet, som også omfattede U6 (2013).

 

- Når I står lige foran målet, så spark den bare stille og roligt ind i kassen. Der er ingen grund til at tyre. Det kan I gøre, hvis I står længere ude", lyder det fra KFUM's træner, Jon Willendrup.

 

Han har lige rost Liam, som får en pause, efter at han har lavet to fine mål. Og ros får de hele tiden fra sidelinjen, ligesom nogle af dem i grad kender kunsten at juble efter en scoring. Ofte bliver der jublet over en halv banelængde!

 

Men ingen holder regnskab med målene (officielt i hvert fald), resultaterne registreres ikke, og der bliver ikke udregnet nogen slutstilling.

 

Her er alle vindere, og i pagt med den filosofi får alle spillere deres medalje, efter at stævnet er slut. Samt frugt, som Michael Købmand havde sponsoreret.

 

Stævnet markerede afslutningen på sæsonen, og der deltog 15 hold, som benyttede fire baner på Trekanten. Blandt dem kan nævnes Kalundborg, Hvalsø, Såby, Kværkeby, Fløng-Hedehusene og Kr. Hyllinge.

 

Med forældre, bedsteforældre og søskende samlede arrangementet i alt op mod 150 mennesker, som fik nogle fornøjelige timer på Lillevang.